Dværg kochin

En venlig, skøn og lille ”fjerbold”! Der er noget ganske særligt over den finurlige fugl, når den målrettet og elegant bevæger sig hen over græsplænen med svajende bryst, der næsten strejfer jorden, mens de befjerede fødder spadserer forsigtigt hen over græsset….
 
Dværg kochin er en såkaldt urdværg, det vil sige en selvstændig dværgrace og således ikke en fordværgning af en stor race - Kochin. I England hedder racen Pekin Bantam, og i USA og Canada Cochin Bantam. Det er kun navnet og fodbefjeringen som de to racer har tilfælles.

Dværg kochin er en meget rolig race, der også er utrolig tillidsfuld. Desuden er den let at gøre ganske tam. Hønsene er meget ivrigere rugere og omsorgsfulde kyllinge-mødre. De er ikke de mest effektive æglæggere, men et oplagt valg, hvis man ønsker sig en høne der lægger sig skruk flere gange i løbet af året (forår og sommer).
                                             
Racen kræver ikke meget plads og kan derfor bl.a. anbefales til mindre haver, hvis man ønsker sig et lille hønsehold. De er gode til at gå frit rundt i haven, fordi de ikke skraber helt så meget i jord og blomsterbede som andre racer pga. deres fodbefjering.

Hvis man ønsker sig en ”kælehøne” til børnene er dværg kochin et godt valg, da deres lille størrelse og tillidsfulde natur gør, at de er lette at gøre håndtamme.
Hanerne kan være en smule aggressive og territoriale, når de når deres kønsmodenhed, men er generelt meget blide af natur.
 
Standarden for Dværg kochin ifølge Skandinavisk Fjerkræ Standard:
 
Helhedsindtryk, natur:
En massiv og meget dybstillet dværghøne, som er bred og velafrundet. Fortil dybt båret med let fremadvippende krop.

Særdeles fyldig befjering og dunrig overalt. Det samlede enhedsindtryk er en tydelig “fjerbold” – det dybt bårne bryst og de fyldige runde former. Dværg kochin typemæssigt skal være lige så bred, som den er høj og lang – nærmest rundformet, formelen angives i standarden som 1 x 1 x 1.

Racens kardinalpunkter:

1. Kropsform
2. Fjerstruktur
3. Fodbefjering
 
Racekendetegn:
 
HANE:
Krop: særdeles bred og velafrundet til alle sider.
Hals: kort med bredt og fyldigt behæng, som går godt ud over skuldrene. Halsens form er overalt velafrundet.
Ryg: bred, kort og stigende mod halen uden indsnævring ved haleroden.
Skuldre: brede og ikke fremtrædende.
Vinger: små, men brede, tæt tilliggende og vandret båret, godt indhyllet i sadelens dunbefjering.
Sadel: fyldigt udviklet behæng, bredt og godt tilliggende.
Hale: består af brede, korte styrefjer, som er indordnet i cirkelform og godt udfyldt med brede, dunrige fjer, som af beskaffenhed har 2/2 dunagtige fjer og 1/3 fjerfane, der er blød og smidig i hele sin længde.
Bryst: bredt, fyldigt og dybt, båret let fremad.
Bug: fyldig og dunrig.
Hoved: forholdsvis lille og sirligt, men ikke for smalt.
Ansigt: rødt og glat, kun over øjnene besat med små fine fjer eller hår.
Kam: lille opretstående enkeltkam med fine regelmæssigt skårne takker på en fast, godt ansat kambase.
Hagelapper: små, runde og af fint væv, røde.
Øreskiver: små, runde og røde.
Øjne: livlige.
Næb: kort, kraftigt og gult. Ved sorte, blå og birkefarvede og i øvrigt andre mørke farvearter er hornfarve på overnæb tilladeligt, men gult bør tilstræbes.
Lår: kraftige, korte og rigelig befjeret med stærke pudedannelser af bløde, dunrige fjer.
Løb: korte, stærkt befjerede og gule. Ved sorte, blå- og birkefarvede er lidt mørke løb tilladeligt, men fodsålen skal under alle omstændigheder være gul.
Tæer: midter- og ydertæerne stærkt befjerede.
 
HØNE:
Af form som hanen – med de naturlige forskelle som adskiller kønnene. Særlig for hønen er den dunrige krops- og fjerfylde, idet “fjerbold”-formen her rigtigt bør komme til udtryk. Der lægges særlig stor vægt på mængden af dun, der giver den stor bredde og fylde.

Vægt:
Hane: 850 g
Høne: 750 g

Ringstørrelse:
Hane: 16 mm (F)
Høne: 15 mm (G)

Æg:
Mindstevægt: 30 g
Idealvægt: 33 g
Skalfarve: lysebrun

A-fejl: Dårlig vingebæring (bantamvinger), for lang og tynd hals, for lang og tynd hale, for smalt og for højt båret bryst, helt sort samt langt og tyndt næb, lyse øjne eller brudt øjeniris, hvidt i øreskiverne, for stor og grov kam eller hagelapper, anden farve af løb end foreskrevet.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Læs også:
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kristiina